Black friday løber løbsk i år

Selv om vi i Danmark kun har praktiseret black friday-udsalg siden 2013, slog udsalget på denne dag allerede i 2015 rekord med den hidtil største dankort-omsætning på dagsbasis nogensinde.

Det er en meget voldsom udvikling, og den indikerer naturligvis, at det også fremover vil være et tilløbsstykke af de helt store. Hvor vildt der bliver i år, er svært at spå om, men flere af de store kæder har allerede (mange måneder i forvejen) oprettet hjemmesider med nedtælling og løfter om vilde slagtilbud.

black

Vent med de store investeringer til black friday

Står du foran at skulle investere tungt i nyt TV, computer, mobiltelefon eller HiFi-udstyr, vil det være klogt at udskyde investeringen til black friday, hvis det på nogen måde er muligt. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at butikkerne på dette udsalg tilbyder netop de varer, du er på jagt efter, og der er heller ingen garanti for, at der er flere enheder tilbage, når det bliver din tur i køen.

Men muligheden er der, og den potentielle besparelse kan være enorm. Hvis det ikke lykkes, kan du altid købe de ønskede varer på ordinær vis bagefter.

Elektronikprodukter er et tilløbsstykke på black friday

Det kan ikke overraske, at det især er dyre anskaffelser, der er fokus på, når der er store procentvise rabatter i farvandet. Det er trods alt sjovere at spare 50% på et TV til 10.000 kroner, frem for at spare 50% på en liter mælk. Derfor ser vi også, at de store elektronik-kæder som for eksempel Elgiganten og Wupti lægger sig særligt i selen med forarbejdet op til black friday. Den helt nye spiller på markedet hedder Power, og også her er det især elektronik- og audio/video-produkter som forstærkere og dyre højttalere, der sælger – se udvalg af højtalere her.

Sort fredag øger dog også salget af mærkevaretøj, smykker og andre dyre eller luksus-prægede produkter, og selv virksomheder som Jysk er med på bølgen med gode priser på dyner og madrasser.

Butikkerne taber ikke nødvendigvis penge

Mange forbrugere har indtryk af, at black friday er den store dag, hvor forbrugerne tager fusen på butikkerne, men det er ikke nødvendigvis korrekt. De rigtig gode tilbud er som oftest varer, der er på vej til at blive afløst af nye modeller og designs, og som derfor er på grænsen til at blive usælgelige.

Der har også været en del eksempler fremme i pressen på fusk med kunstige førpriser, som giver et misvisende billede af den reelle besparelse. Mange forbrugere foretager ofte også impulskøb, når de alligevel er i butikken. På den måde får butikken også solgt flere af de varer, der giver god fortjeneste, og omsætningen øges.

Som forbrugere er vi dog heldigvis (som regel) i stand til at tænke og vælge rationelt og gennemskue de mest oplagte tricks, og derfor kommer butikkerne ikke uden om at diske op med reelle og ekstra gode tilbud, hvis kunderne skal lokkes ind i butikken. Og dette forhold gælder især på en dag som black friday, hvor alle butikkerne holder udsalg på samme tid og inden for et meget begrænset tidsrum. Kunderne kan ikke nå ret mange butikker, så det er butikkerne med de bedste tilbud, der vinder flest kunder.

Vær tidligt på færde på black friday

Der er som regel rift om varerne på black friday, og da varepartierne typisk er begrænsede, er der stor risiko for at gå tomhændet hjem fra butikken, hvis man ikke er tidligt på færde. I de fysiske butikker må man ofte indstille sig på at skulle stå i kø i timevis, og netbutikkerne har det med at bukke under for belastningen.

I begge tilfælde får man derfor som regel de bedste resultater, hvis man er tidligt på færde.